Jesper Brun Pajor er en af Danmarks ganske få sangere, der har gjort sig fortjent til titlen som "CROONER". En crooner er en stilsikker sanger & entertainer, der har format både på- og udenfor scenen. En crooner plejer ikke kun sin stemme med minutiøs omhu, professionalisme og kontrol, men kerer sig om hele sin udstråling, udseende og mentale balance. En crooner er kronisk ulasteligt klædt og gebærder sig som en ægte gentleman, der aldrig går på kompromis med klang, stil, æstetik eller kvalitet.
I de forgangne år har man kunnet opleve den ulasteligt klædte crooner Jesper Brun Pajor side om side i duetter med Bobo Moreno, Michael Carøe og Jette Torp i bedste Las Vegas crooner-big-band-style, men også i et mere intimt set-up med en afdæmpet jazztrio eller sågar i duoformat sammen med hans musikalske samarbejdspartner gennem en årrække, den dansk-sydkoreanske pianist Jakob Park. Jesper Brun Pajor udgiver i 2016 sin debut CD, der er indspillet med Jakob Park Trio, der også tæller de toneangivende jazzmusikere Morten Ankarfeldt og Janus Templeton.
Jesper Brun Pajor har været et fast indslag til Europas største jazzfestival ”Copenhagen Jazz Festival” og ”Vinterjazz”, hvor man hvert år kan opleve ham LIVE på de intime jazzklubber i København og omegn sammen med en velspillende jazztrio eller på de større spillesteder som Baltoppen i et samarbejde med Big Blue Band.
Jesper Brun Pajor har i de seneste år kastet sin kærlighed på et repertoire og en tidsalder hovedsageligt bestående af Nat King Cole-sange. Et repertoire og en æra, der primært dyrker kærlighedens skyggesider og dens uudslukkelige glød. Med en tæt og smooth klang, en skarp rytmik og et stilsikkert sangforedrag har Jesper Brun Pajor optrådt flittigt på den danske musikscene og croonet sig ind i hjerterne på sine tilhørere.
Med inspiration fra Frank Sinatra, Nat King Cole og Tony Bennett bevæger Jesper Brun Pajor sig således ubesværet i et musikalsk univers, der leder tankerne hen på The Rat Pack og musikkens gyldne æra. Crooneren befinder sig allerbedst i de smukke og langsomme ballader, men trives også som en fisk i vandet i de lidt mere traditionelle, medium swing numre og i den brasilianske bossa-nova. En koncert med Jesper Brun Pajor er garanti for en autentisk jazzfest, der byder på højt humør, nostalgisk glamour, smukke ballader samt entertainment på et højt musikalsk plan.
Kom til jazzfest med Jesper Brun Pajor -
og giv dig selv en oplevelse ud over det sædvanlige.